top of page

En hilsen fra Landsledelsen


Landsledelsen og sekretariatsleder, Simon Holtti

Evangelisk Frikirke Danmark er et kirkesamfund – eller en landskirke – der hvert år på et årsmøde vælger en Landsledelse. Fremover vil vi i dette blad få en hilsen, når de har haft et møde. Denne gang er det Rikke Obasi, der giver os et indblik i Landsledelsens arbejde.


Den sidste lørdag i oktober 2022 var Landsledelsen samlet til et heldagsmøde i Vanløse. Vi mødes gerne over 2 dage, men det kan ikke altid lade sig gøre, for ved siden af arbejdet i Landsledelsen, har de fleste af os også helt almindelige jobs og familier, som skal passes.


Med glæde ydmyghed og bøn

Når vi er sammen, lægger vi for en stund alt andet til side for at fokusere på vores opgave i kirken.

Det er vores tjeneste og vi gør det med glæde, dedikation og stor ydmyghed over for den opgave, som vi står med, nemlig at være ledelse i det store værk, som Gud er mester for.

Hver gang beder vi om, at han må lede vores tanker og give os visdom og indsigt til at træffe beslutninger, som vil gavne vores kirke og Guds rige.


Sjældent let, altid spændende

Vores dagsorden er altid fyldt med store og små punkter om alt fra praktiske aftaler om hvem der skal gøre hvad og hvornår, til svære spørgsmål om hvad der er klogt og rigtigt at gøre, når vi skal sætte retning for vores fælles arbejde. Vi forsøger at finde løsninger på problemer og udfordringer, medens vi giver rum for menighedernes forskelligheder og behov. Det er ikke altid let, men det er altid spændende.


Dette kunne være en fremhævet tekst et sted:

Vi forsøger at finde løsninger på problemer og udfordringer, medens vi giver rum for menighedernes forskelligheder og behov. Det er ikke altid let, men det er altid spændende.



Inspiration og retning fra Esajas

Tidligere på året afsluttede vi arbejdet med Vision 2022. I stedet for en ny vision for hele kirken, så arbejder Landsledelsen ud fra et vers, som har fået særlig stor betydning for os. Her finder vi inspiration og retning.

Gud Herrens ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede, for at udråbe et nådeår fra Herren og en hævndag fra vor Gud, for at trøste alle, der sørger, for at give Zions sørgende hovedpynt i stedet for aske, glædens olie i stedet for sørgedragt og lovsang i stedet for svigtende mod. - De skal kaldes retfærdighedens ege, plantet af Herren til hans herlighed. De skal genopbygge ruiner fra fortiden og genrejse gamle tomter, de skal genopbygge ødelagte byer, der lå i grus i slægt efter slægt. Esajas’ Bog 61,1-4


Hvem tager på Sommerstævne?

På dette møde har vi blandt andet talt om Sommerstævnet 2023. Vi glæder os over, at Pia Daugaard har sagt ja til at være ny stævnekoordinator. Vi ønsker at Sommerstævnet når ud til rigtig mange, men lige nu viser tallene, at kun cirka 14% af vores medlemmer deltager på stævnet. Det vil vi gerne blive klogere på. Derfor vil vi lave en lille spørgeskemaundersøgelse og vi håber, at mange vil svare os.


International mission

Landsledelsen er meget optaget af international mission. Vores samtaler handler især om hvordan vi kan styrke arbejdet i udvalgene i Danmark. Udvalgene mangler folk og der er stort behov for at nye og lidt yngre kræfter melder sig. Kontakt gerne missionssekretærerne Thomas Baldur eller Rikke Obasi, hvis du har lyst til at kaste dig ind i en rigtig spændende opgave.


Homoseksualitet og kirke

Vi har længe haft det samme punkt på dagsordenen til vores møder: Homoseksualitet og kirke.

Vi har både vendt det teologiske og vores tradition for rummelighed. Vi forsøger at være åbne over for de forskellige retninger, som kommer til udtryk i den levende debat i kirkerne og på nettet.

Flere efterlyser en klar udmelding fra Landsledelsen. Det er ikke et enkelt spørgsmål og det fortjener, at vi tænker os godt om. Derfor har vi besluttet, at vi vil tage en tid til samtale i menighederne.

Med udgangspunkt i lederdagen i januar, hvor emnet vil blive taget op, vil vi udruste menighederne til dialog hen over foråret.

Der vil desuden blive et seminar om emnet på Sommerstævnet. Vi håber at alle vil bruge disse anledninger til at blive klogere på spørgsmålet. Tag tanker og erfaringer fra mange kanter med ind i samtalen i menighederne. I Landsledelsen glæder vi os til at høre jeres tanker. De kommer til at danne grundlag for vores videre arbejde med spørgsmålet. Vi sigter mod en samlet udmelding fra Landsledelsen i efteråret 2023.


Økonomi

Lad mig til sidst nævne økonomien. I øjeblikket kæmper en del af vores menigheder med økonomien. Alle er ramt af stigningen i energipriserne og nogle steder slår det hårdere end andre. Det kommer også til at få indflydelse på den fælles økonomi i Evangelisk Frikirke Danmark.

Vi frygter, at vores egne økonomiske trængsler får konsekvenser for dem, som er afhængige af os, nemlig de mennesker, som vi når via international mission. Vi håber, at alle vil være med til at give, så vi kan komme godt igennem krisen.



 

Landsledelsen for Evangelisk Frikirke Danmark:

-

Generalsekretær

-

Formand

-

Økonomisekretær

-

EFBU kontakt

-

Sekretær og International missionsansvarlig

-

International missionsansvarlig


196 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page