top of page

Åndelig klimakrise?


Jeg sad sammen med repræsentanter fra de nordjyske menighedsråd i det vi kalder Nordjysk Task Force, en enhed der inspirerer og udfordrer til fælles mission på tværs af menighederne i det nordjyske. Det var midt under valgkampen. Vi var stille i bøn for landsdelen og for konkrete byer. Pludselig kom to ord til mig: Åndelig klimakrise.


Klimakrisen - valgets store tema

Et af valgkampens helt store temaer har været klimakrisen. Den kender vi alle til, for gennem lang tid har medierne fortalt os om klimaforandringer og de deraf følgende kriser.

Men måske har vi ikke blot en krise, der handler om vejr og miljø, men også noget der ligner en ’åndelig klimakrise’?

Sorte pletter på landkortet

Et af satsningsområderne i Evangelisk Frikirke Danmark er nye trosfællesskaber og nye menigheder.

Mens vi bad sammen i Nordjysk Task Force lå der et kort over Nordjylland på bordet. I Nordjylland har frikirkerne traditionelt set stået stærkt. Men når jeg så på kortet, så jeg byer, hvor der aldrig har været en frikirke. Det var her ordene ’åndelig klimakrise’ kom til mig.


Ikke bare i det nordjyske, men overalt i landet er der byer og egne, hvor det frikirkelige ikke har slået rod. Flere af disse steder står de folkekirkelige vækkelsesbevægelser også svagt.

Der er grund til at reflektere over dette. Hvorfor er der sorte pletter på landkortet set fra et missionalt perspektiv? Er der byer og områder, som er ramt af en åndelig klimakrise?

Kirker med åndelig klimakrise?

Og hvad med os selv og de kirker, vi er en del af? Bør vi også stille spørgsmålstegn til det åndelige klima hos os selv?


Er vores kirker fyldt af et stærkt åndeligt nærvær? Er der et klima for liv og vækst hos os?

Det kræver ikke den store analyse at finde ud af, at kirkerne stort set ikke vokser. Hvorfor ikke? Er der en åndelig klimakrise i vores kirker?

En vigtig debat

Politikkerne har debatteret, hvordan man bedst løser den globale klimakrise. I kirkerne har vi brug for en debat om kirkens ’åndelige klima’.

Jeg udfordrer til eftertanke og debat i menighederne, i menighedsrådene, i smågrupperne og andre steder. I hver enkelt menighed må disse spørgsmål debatteres: Har vi et klima, der fremmer liv og vækst? Eller befinder vi os midt i en åndelig klimakrise? Og hvad skal vi i så fald gøre ved det?

126 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page